Spørgsmål og svar

Om gruppelivsforsikringer

En gruppelivsforsikring er en forsikring, der kan give kontant udbetaling til dig eller dine efterladte, hvis du mister din erhvervsevne, får en kritisk sygdom eller dør. Gruppelivsforsikringer findes i følgende varianter:

  • Kollektive forsikringer oprettet som led i en overenskomst.
  • Obligatoriske eller frivillige forsikringer oprettet som led i et ansættelsesforhold.
  • Forsikringer tilknyttet et kundeforhold eller et medlemskab af en forening, et forbund, en organisation e.lign.

Du kan have gruppelivsforsikringer via en arbejdsgiver, en forening, en pensionskasse, et pengeinstitut eller et forsikringsselskab.

Dødsfald og begunstigelse

Du kan selv bestemme, hvem der får pengene fra din forsikring ved din død.

Hvis du ikke har indsat en særlig begunstigelse, udbetales pengene til dine ”nærmeste pårørende” uden om dødsboet.

Hvis du har indsat en særlig begunstigelse, udbetaler FG pengene direkte til den/de begunstigede uden om dødsboet.

At udbetalingen sker til dine "nærmeste pårørende" betyder, at pengene udbetales til en af disse personer i den nævnte rækkefølge:

  1. Din ægtefælle eller din registrerede partner
  2. Din samlever (hvis I bor sammen og har barn, har haft barn eller venter barn sammen, eller hvis I har boet sammen i et ægteskabslignende forhold de sidste to år før dødsfaldet)
  3. Dine livsarvinger (dvs. dine børn, børnebørn osv.)
  4. Dine arvinger ifølge dit testamente
  5. Dine arvinger ifølge arveloven

Hvis du er kommet med i forsikringen før 1. januar 2008, regnes din samlever dog ikke som "nærmeste pårørende" - medmindre dette er særligt aftalt for netop din gruppelivsaftale, eller du har ændret begunstigelsen efter 1. januar 2008.

Du kan se, hvilken "nærmeste pårørende", der gælder for dig, ved at tjekke din forsikringsoversigt eller PensionsInfo.dk.

Når FG modtager en erklæring om særlig begunstigelse, så noterer vi den og sender dig en bekræftelse.

For udvalgte gruppelivsaftaler kan du på Mit Gruppeliv se, om du har oprettet en særlig begunstigelse. Er du i tvivl, om du har oprettet en særlig begunstigelse, kan du kontakte FG.

Hvis din livssituation ændrer sig, er det altid en god idé at tjekke, om udbetalingsbestemmelsen ved din død skal ændres.

Det kan f.eks. være en god idé, hvis du har valgt, at din samlever skal modtage pengene ved din død, og I nu er flyttet fra hinanden. Her er det vigtigt, at du tager stilling til, om din tidligere samlever fortsat skal modtage pengene.

Hvis du ønsker, at din tidligere samlever fortsat skal modtage pengene, anbefaler vi, at du opretter en ny særlig begunstigelse, hvor det klart fremgår, at din tidligere samlever skal modtage pengene. Hvis du ikke ønsker, at din tidligere samlever skal modtage pengene, skal du ligeledes oprette en ny særlig begunstigelse.

Dækning ved visse kritiske sygdomme

Forsikringssummens størrelse varierer fra gruppelivsaftale til gruppelivsaftale. Du kan se, hvor meget du og/eller dit barn evt. er dækket for i din forsikringsoversigt.

Forsikringssummens størrelse er ikke afhængig af, hvilken af de dækkede sygdomme, der er tale om.

Hvis du får udbetalt en forsikringssum ved kritisk sygdom, bortfalder din dækning i seks måneder efter udbetalingen. De fleste gruppelivsforsikringer giver dig dog mulighed for at få en ny udbetaling, hvis du eller dit barn – efter de seks måneder – får en ny diagnose, som er dækket. Som udgangspunkt kan du derimod kun få udbetaling for den samme diagnose én gang.

1. januar 2017 blev reglerne for kræft dog lempet. Det betyder, at du i forsikringstiden kan få udbetaling for op til to kræftdiagnoser. Dette kræver dog, at der er gået mindst 10 år mellem diagnoserne er stillet.

Du kan se de nærmere betingelser for udbetaling i FG’s forsikringsbetingelser. Her kan du også se, om din eller dit barns sygdom udelukker udbetaling for en ny diagnose.

Hvis du har fået en udbetaling ved kritisk sygdom, dækker din forsikring ikke længere den eller de diagnoser, der har medført udbetalingen. Heller ikke selvom forsikringen giver mulighed for udbetaling flere gange.

Se dog undtagelsen for kræft, som er beskrevet under spørgsmålet ” Kan jeg få udbetaling for flere kritiske sygdomme?”

Tab af erhvervsevne

En forsikring ved tab af erhvervsevne kan sikre din økonomiske tryghed, hvis du helt eller delvist mister evnen til at arbejde. Forsikringen kan omfatte to typer af dækninger: Invalidesum og invaliderente.

Læs mere her.

Forsikringssummens størrelse varierer fra gruppelivsaftale til gruppelivsaftale.

For de fleste gruppelivsforsikringer er der udarbejdet en forsikringsoversigt, hvor du kan se forsikringssummens størrelse. Du finder udvalgte forsikringsoversigter her. Er din gruppelivsforsikring ikke nævnt på listen over forsikringsoversigter, er du velkommen til at kontakte FG.

Ophør af forsikringsdækning

Din forsikringsdækning kan ophøre af forskellige grunde – f.eks. hvis du fratræder din stilling, opsiger et kundeforhold, melder dig ud af en forening, går på orlov eller opnår en bestemt alder.

Afængig af, om du har din gruppelivsforsikring via en arbejdsgiver, et kundeforhold eller et medlemsskab af en forening, ophører din dækning som regel, hvis du fratræder din stilling, opsiger dit kundeforhold eller udmelder dig af foreningen. I nogle tilfælde ophører dækningen også i forbindelse med orlov. Hvis din forsikring ophører af ovenstående grunde, kan du som regel oprette en fortsættelses­forsikring i FG. 

Hvis du fratræder din stilling på grund af sygdom, kan du i nogen tilfælde have mulighed for såkaldt præmiefri dækning. Det betyder, at du kan fortsætte forsikringen i op til tre år uden at betale præmie.

Læs mere her.

Hvis du træder ud af en gruppe­livs­for­sik­rin­g, inden forsikringen automatisk ophører på grund af alder, har du som udgangspunkt mu­lig­hed for at fort­sæt­te dine for­sik­rings­dæk­nin­ger og -­sum­mer. Ægte­fælle­dæk­ning, in­va­lide­rente, børne­rente og dæk­ning ved visse kri­tis­ke syg­dom­me hos børn kan dog ikke fortsættes.

 Læs mere om betingelserne her.

Det er normalt en betingelse, at din er­hvervs­evne er nedsat med 2/3 - i sær­lige til­fæl­de er betingelsen dog kun en nedsættelse på 50 procent. Du kan læse mere om betingelserne i din for­sik­rings­over­sigt.

Du finder udvalgte forsikringsoversigter her. Er din gruppelivsforsikring ikke nævnt på listen, er du velkommen til at kontakte FG.

For at søge om præmie­fri dækning, skal du udfylde et ansøg­nings­ske­ma, som din ar­bejds­gi­ver skal un­der­skri­ve og sende til FG.

Skat og afgift

Når vi udbetaler en forsikring til dig eller dine efterladte, skal der i visse tilfælde betales skat, statsafgift og/eller boafgift af udbetalingen. 

I disse tilfælde afregner FG dette, inden forsikringssummen udbetales til dig eller dine efterladte.

Læs mere her.