FG's højeste prioritet over for kunderne og de forsikrede er god service samt hurtig og effektiv sagsbehandling. Forsikringssummen udbetales, når vi har den nødvendige dokumentation. Den store kontaktflade giver os en god fornemmelse af, hvordan vi opleves.

FG modtager gennem kundedialogen tilbagemeldinger om høj tilfredshed med både produkterne og den service, vi yder. Særligt FG's position som toneangivende i forhold til dækningsomfanget på produktet Kritisk Sygdom til både voksne og børn, bliver bemærket.

Kundernes og de forsikredes digitale brugerflader, hhv. FGnet og Mit Gruppeliv, forbedres løbende for at imødekomme behovet for selvbetjeningsløsninger. Kundedialog og tilfredshedsundersøgelser giver et godt fundament for arbejdet med at forbedre produkter og services og dermed den samlede kundeoplevelse.

Trods den store sagsmængde og de mange forsikrede, er FG sjældent part i retssager. FG har ikke været part i retssager i 2025.

Ankenævnet for Forsikring behandlede i 2025 7 klager over FG, heraf én tabt. Herudover klagede 12 forsikrede til FG's direktion, som er klageansvarlig. Ingen af klagerne resulterede i en ændring af vores afgørelse.