Dækninger
En gruppelivsforsikring kan omfatte forskellige forsikrings-dækninger:
Dødsfaldssum
Børnesum
Børnerente
Visse kritiske sygdomme
Visse kritiske sygdomme - børn
Visse kritiske sygdomme – ægtefælle/samlever
Ægtefællesum
Invalidesum
Invaliderente
Udløbssum
Præmiefritagelse
Dødsfaldssum:
Hvis forsikrede dør i forsikringstiden, udbetales en forsikringssum. Forsikringssummen kan også udbetales i rater.
Børnedækning:
Hvis forsikrede dør i forsikringstiden, udbetales en børnesum til forsikredes børn (herunder adoptivbørn og stedbørn). Dækningen ophører senest ved barnets 24. år. Børnesummen udbetales som en engangssum, men kan også, efter aftale, udbetales som årlige rater.
Visse kritiske sygdomme:
Hvis forsikrede i forsikringstiden får stillet en dækket diagnose, udbetales en engangssum.
Dækningen ved visse kritiske sygdomme kan oprettes som en enkeltstående dækning.
Visse kritiske sygdomme-børn:
Hvis forsikredes børn under 18 år i forsikringstiden får stillet en dækket diagnose, udbetales en engangssum.
Visse kritiske sygdomme – ægtefælle/samlever:
Hvis forsikredes ægtefælle/samlever i forsikringstiden får stillet en dækket diagnose, udbetales en engangssum.
Ægtefællesum:
Hvis en ægtefælle/samlever dør i forsikringstiden, udbetales en ægtefællesum. Ægtefællesummen er obligatorisk for alle forsikrede i en gruppe og kan kun oprettes som en tillægsforsikring til en obligatorisk gruppelivsforsikring. Der skal være mindst 100 personer med i gruppen.
Invalidesum:
Hvis forsikrede varigt får nedsat sin erhvervsevne med 2/3 eller derover i forsikringstiden, udbetales en invalidesum til forsikrede. Invalidesummen udbetales som en engangssum, men kan også, efter aftale, udbetales i rater. Det kan også aftales, at invalidesummen udbetales, hvis forsikredes erhvervsevne varigt nedsættes til halvdelen eller derunder.
Invalidesummen kan oprettes som en enkeltstående dækning.
Invaliderente:
Hvis forsikrede får nedsat sin erhvervsevne med 2/3 eller derover i forsikringstiden, udbetales der en løbende ydelse. Det kan også aftales, at invaliderenten udbetales, hvis forsikredes erhvervsevne nedsættes til halvdelen eller derunder. Der skal være mindst 100 personer med i gruppen.
Udløbssum:
Når den forsikrede opnår en bestemt alder, udbetales udløbssummen til forsikrede. Udløbssummen kan tidligst udbetales ved det 60. år og skal udbetales senest ved det 70. år. Der skal være mindst 100 personer med i gruppen.
Præmiefritagelse:
Hvis forsikredes erhvervsevne nedsættes med 2/3 eller derover som følge af sygdom eller ulykkestilfælde i forsikringstiden, kan forsikrede opnå præmiefritagelse i op til 3 år.
Præmiefritagelsen kan udvides til, at der ydes præmiefritagelse i hele forsikringstiden, hvis forsikredes erhvervsevne nedsættes til 2/3 eller derover. Det kan også aftales, at præmiefritagelse ydes ved 50% nedsættelse af erhvervsevnen.


